Velkommen til Labyrinten og Humlebien.
Vi er to institutioner med fælles ledelse, beliggende på to matrikler, fyldt med skønne børn og voksne. Labyrinten er integreret vuggestue og børnehave, og består af 2 vuggestuegrupper og 3 børnehave grupper. Humlebien er en ren børnehavegruppe.
Fælles for de to institutioner er at de ligger tæt på forskellige legepladser i nærmiljøet, som vi besøger med børnene, når vi har lyst. Vi har en minibus og elcykler, så vi kan komme lidt længere ud i Verden, blandt andet Den Blå Planet og Zoo – og vi benytter os af de tilbud der er på naturlegepladser, museer og Amager strand etc.
Vi er helt almindelige gammeldags institutioner, uden specifikke profiler – vi holder af en struktureret og genkendelig hverdag, med plads til store armbevægelser, når tiden er. Labyrinten og Humlebien er steder hvor der er tid og rum til at lege og dvæle ved tingene.
Vi har fokus på udvikling og at løse kerneopgaven i høj kvalitet. Vi har tillid til at vores værdier faglighed, tryghed, ansvarlighed og den positive tilgang, er et godt fundament for vores samarbejde med børn og forældre, samt med hinanden.
Børnegrupperne er en god blanding af mange nationaliteter, og vi sætter stor pris på mangfoldighed – da det giver os mulighed for at præsentere børnene for mange kulturer.
Vi er en del af en stor selvejende klynge, som hedder Klyngen Lumix. Klyngen består af 14 enheder, med 6 pædagogiske ledere og en klyngeleder. Vi støtter hinanden i vidensdeling gennem netværk omkring faglig udvikling, sprogarbejde og som uddannelsesinstitutioner for pædagog studerende. Vi nyder at være små enheder, men stadig en del af noget større.