Der sker mange skift og overgange i hjemmet, i institutionen og generelt i løbet af livet. For institutionen er det hverdagskost, men for familierne kan dette være en ordentlig mundfuld. Vi forholder os professionelt til at skabe overblik og hjælpe gennem de mange forandringer, ved at tage ansvar, benytte vores erfaring og faglighed, samt stille os nysgerrige med en positiv tilgang.
En af vores opgaver, i denne sammenhæng, er at skabe den gode sammenhæng imellem hjem og institution. Vi arbejder på at møde forældre og børn, i de behov de udtrykker. Når familierne starter i institutionen, gør vi os umage med at arbejde relationelt, åbent og nysgerrigt. Tillid kommer ikke uden et grundigt relationsarbejde. Vi ønsker at lære familierne af kende, og giver os den tid det tager. Der er struktur på indkøringer, men aldrig mere struktur, end at den justeres til de enkeltes behov. En indkøring kræver som regel 1-2 ugers tæt samarbejde og dialog med forældrene. Når børnene skal internt fra vuggestue til børnehave i Labyrinten, sker indkøringen gerne over en måned, og forældrenes opgave er ikke så omfattende, da relationen og samarbejdet mellem familien, barnet og den nye gruppe allerede er i gang.
Dertil kommer opgaven vedr. at skabe sammenhæng for børnene, i hverdagens mange skift og overgange. Fra et læringsmiljø til et andet, i rutinerne og i hverdagen. Hvordan kommer vi fra en aktivitet til næste, så alle børn og voksne kan overskue, hvad der skal ske? Så vi ikke kommer til at være for mange mennesker, det samme sted (ex. garderobe, toilet osv.) Så vi ikke laver unødig støj? Så vi kan have en sjov, rolig og genkendelig hverdag. Personalet arbejder løbende med aktionslæring, hvor nye indput afprøves. Børnegrupperne er dynamiske, og kræver sommetider nye tilgange.
En anden stor overgang sker, når børnene er skolestartere. Her starter overgangsarbejdet i oktober året før, med 5 årsstatus, forældresamtaler og dialog om skolevalg, skoleparathed og storgruppe.
Mennesker trives bedst når de vi ved hvad der venter. Vi tager ansvar for de gode trygge overgange, og er altid åbne for gode forslag til forbedringer.