Leg er grundlæggende for børns sociale og personlige læring, udvikling, trivsel og dannelse. Legen fremmer fantasi, glæde, grin, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet.
Nogle gange skal legen støttes, guides og rammesættes, for at alle børn kan være med, og for at legen udvikler sig positivt for alle børn.
I Labyrinten og Humlebien bruger vi vores refleksioner og planlægning, til at fremme et inkluderende miljø, så alle børn har mulighed for at deltage i lege og opleve glæde i leg. Voksne i Labyrinten og Humlebien tager initiativ til leg og bidrager aktivt til, at alle børn kommer ind i legen.
Vores opgave er at organisere vores tid, rum og materialer, der inspirerer forskellige typer af leg. Vi har fokus på små legezoner som understøtter børnenes leg, blandt andet for at skabe mere ro og plads til fordybelse. Vi øver os i at skabe foranderlige legemiljøer der passer til den børnegruppe der er i huset på det givne tidspunkt, blandt andet ved at have et "Legetek" (et rum med forskellige flytbare legemiljøer, man frit kan hente)
Vi arbejder med at støtte den leg, børnene selv tager initiativ til og vejleder, hvis legen medfører samspilsmønstre mellem børnene, der kræver pædagogisk opmærksomhed- en systematisk tilgang til arbejdet med en sund legekultur, kræver løbende evaluering og observationer.