Sprog skaber Verden - og sprog udvikles i relationen til andre.
I Labyrinten og Humlebien har vi Sprogarbejdet højt på dagsorden. Der er sprog hele dagen, og vi bestræber os på at tilbyde børnene et alsidigt, nuanceret og ligeværdigt sprog i vores læringsmiljøer.
Der er sprogansvarlige voksne på alle stuer, der sørger for at udvikle og opretholde fokus på sprogarbejdet, i dagens rutiner og pædagogiske tilgang. Vi arbejder med fokusord, fælles faglig fordybelse, temaer og dialogisk læsning. Vi læner os op ad redskaberne i "Læse-leg", og vi synger, rimer-remser, har eventyr på programmet og bruger bøger i vores hverdags rutiner.
Vi tager udgangspunkt i Sprogguiden, fra vores Talehørekonsulenter. Her arbejdes med den tilgang, at sprog udvikles i gode trygge relationer, hvor kommunikation er fundamentet.
Kommunikation er kropssprog, talesprog, lyde og mimik - vi ser hinanden i øjnene, prøver at forstå gennem leg og og ansigtsudtryk, og ved at vise interesse for at forstå. Derefter kommer selve sprogforståelsen i fokus, hvor ordene giver mening fx. i legen, dialogen og kommunikationen. Vi stiller små opgaver, skiftes til at tale og lytte (tur-tagning), giver tid og øver sammen. Sprogproduktionen følger derefter, hvor barnet begynder at lære flere og flere ord, forholder sig til ordklasser, sætter sætninger sammen og forbinder sammenhænge osv. Til sidst har vi fokus på udtalen, da alle de andre trin først skal på plads, før udtalen bliver vigtig.
Vi indsamler data i AULA, med samtykke fra forældre, på børnenes sproglige udvikling. Dette sker ved at lave sprogvurderingen, ved 3 års alderen. Hvis der er udfordringer, kan vi søge sparring hos områdets talehørekonsulent, i samarbejde med jer forældre. Ofte laver vi en sprog vurdering mere, i forbindelse med skolestart og 5 årsstatus, for at sikre os at vi ikke har overset noget. Dette sker altid i samarbejde med forældre.
Derudover arbejder vi med Sprogtrappen, som ikke skaber fokus på talesproget - men på kommunikation. Sprogtrappen giver os mulighed for at zoome ind på børnegrupper og på individet, og ud fra vores fælles observationer, udvikle på det sproglige læringsmiljø i institutionen. På denne måde sikrer vi, at alle børn møder positive skub i nærmeste udviklingszone.